Per Chr. Frost-Prisen
PER CHR. FROST-PRISEN 2025
Ingen over og ingen rigtigt ved siden af. Der er mennesker, talenter og legender, der aldrig går i glemmebogen. Per Christian Frost er en af dem, og hans aftryk i dansk musikliv og hans musikalske overlegenhed hyldes igen ved en prisfest, der giver stafetten videre til andre musikalske personligheder med rødder i det århusianske musikliv.
Velkommen til en prisfest og en koncert fra allerøverste hylde, når Per Chr. Frost-prisen for første gang uddeles den 9. november 2025 på TRAIN i Aarhus. Prisen uddeles til en person, som besidder nogle af de samme kvaliteter, som Per gjorde – kvalitet og integritet er et par af nøgleordene.
På scenen præsenteres en perlerække af danske kunstnere med kapelmester Kristian Fogh i spidsen for Poul Krebs, Kajsa Vala, Mike Andersen, Simone Tang og Ena Egelund, som alle bakkes op af Morten Woods, Nikolaj Lippert og Eddi Jarl - og med konferencier Jesper Nyborg til at styre løjerne.
Musiker Per Christian Frost har sat sine tydelige musikalske spor gennem et langt liv i dansk musik, og det bliver han ved med at gøre, selvom det musikalske geni ikke længere er i live. Det beviste sidste års mindekoncert, der blev udsolgt på et øjeblik og understregede Frosts talent og enorme betydning for dansk musikliv i det hele taget – og det århusianske i særdeleshed.
Sidste års mindekoncert genererede et overskud, som nu bruges på en årligt tilbagevendende begivenhed. Prisfesten har rod i det århusianske musikliv, og derfor vil de fleste deltagere ha’ deres musikalske rødder i Aarhus. Aftenen er en fejring af århusiansk musik og musikere og en koncert for alle musikelskere. Selvfølgelig med fokus på kvalitet, integritet og højt kunstnerisk niveau – helt i Pers ånd.
FAQ
Dette arrangement sælges med billetter som mobile billetter og kun mobile billetter. Billetten sendes ikke til dig pr. email. Download Ticketmaster-appen eller log ind på Min Profil på ticketmaster.dk for at se dine billetter.
TRAIN ligger på Toldbodgade 6c, 8000 Aarhus C og du kan finde en rejsevejledning her.